Et godt naboskab er udgangspunktet for at ordne praktiske ting i venskabelighed. Hegnet er en del af naboskabet - en fælles sag. Hvis du ikke kan blive enig med din nabo om et hegn, kan du bruge reglerne i Hegnsloven eller anmode Hegnsynet for Middelfart Kommune om at hjælpe med en løsning.

Luk alle
Åben alle

Infografik - sådan fungerer Hegnsloven

Du kan på din-bolighandel.dk se en let overskuelig info-grafik om, hvordan Hegnsloven fungerer.

 

Hegnsloven - Retsinformation

Se Hegnsloven på retsinformation.dk 

I hver kommune nedsættes et hegnsyn, bestående af 3 medlemmer, hvoraf det ene medlem beskikkes som formand. Derudover skal mindst ét medlem være plantningskyndig og mindst ét medlem være bygningskyndig.

Hegnsynet udpeges af byrådet for en periode på 4 år. Perioden følger valgperioden for byrådet. I perioden 2022 - 2025 er Hegnsynet i Middelfart Kommune sammensat således:

Formand: Hanne Lauritsen
Personlig suppleant: Alex Gren

Medlem: Dan Sehested Jensen
Personlig suppleant: Anton Nielsen

Medlem: Rita Nordbo
Personlig suppleant: Jørgen Knudsen

Kontakt Hegnsynet

Hegnsynets sekretariat
Staben, Nytorv 9, 5500 Middelfart
Tlf.: 8888 5024

Hegnsynet træffer kun afgørelser i sager, hvor naboer ikke kan blive enige. Indbringelse af en sag for Hegnsynet forudsætter derfor, at der foreligger en konkret tvist mellem to naboer. Du kan ikke få en vejledende udtalelse af Hegnsynet.

 

Hegnsynet kan behandle sager om:

  • Fælleshegn (hegn i naboskel)
  • Egne hegn (hegn på egen grund langs ejendommens skel)
  • Grene, der beskadiger hegn eller generer færdsel
  • Grene, der er farlige
  • Generende grene fra skove

 

Hegnsynet kan ikke behandle sager om:

Skellets beliggenhed:
Hegnsynet kan ikke behandle sager om skellets beliggenhed. Disse sager må i stedet afklares af en landinspektør.

Enkeltstående træer: 
Hegnsynet kan ikke behandle sager om enkeltstående træer.

Hvis du ønsker at klage over, at naboens træer skygger, eller at grenene vokser ind over din grund eller lignende, må du anlægge sag ved domstolene.

Hvis træerne udgør et hegn, kan du derimod henvende dig til Hegnsynet. Det er Hegnsynet, der vurderer, hvorvidt træerne har karakter af et hegn. Der gælder følgende regler:

  • Der skal være et vist antal træer
  • De skal være ensartede og af samme størrelse
  • Træerne skal stå på række
  • Der skal være kort indbyrdes afstand mellem træerne
  • Træerne må ikke stå længere end 1,75 meter fra skellet
  • Træerne skal udgøre en væsentlig del af skellets længde

Bygninger, herunder carporte, udhuse og lignende bygning: 
Hegnsynet kan ikke behandle sager om bygninger i skellet. Hvis du ønsker at klage over en bygning i skellet, må du i stedet rette henvendelse til kommunens tekniske forvaltning.

 

Råd og vejledning

Hegnsynet er et upartisk og uafhængigt tvistenævn. Hegnsynet yder derfor ikke rådgivning til parterne, ligesom Hegnsynet ikke optræder på den ene parts side. Det er ikke Hegnsynets opgave at hjælpe den ene part med at føre en sag imod den anden part.

Hegnsynets sekretariat og formanden yder dog en vis generel vejledning om Hegnslovens bestemmelser, herunder hvilke typer sager, der kan indbringes for Hegnsynet, hvordan en hegnssag rejses, hvilke oplysninger der skal bruges, samt hvad et hegnssyn koster.

Har du brug for yderligere råd og vejledning, kan du enten henvende dig til en advokat eller søge rådgivning hos en retshjælp.