Pengene stammer fra kommunens småprojektspulje, der støtter mindre almennyttige projekter og tiltag, der kommer mange borgere til gode.

- Vi er beriget med et solidt og engageret foreningsliv over hele kommunen. Med småprojektspuljen er vi med til at skabe rammer, der gør det muligt for foreninger og klubber at realisere nogle af deres mange idéer til at styrke tilbud og fællesskab i lokalsamfundene, siger borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen.

De 28 projekter spænder vidt og går fra renovering af forsamlingshuse, til nye borde- og bænkesæt og højskolesangbøger.

Og netop det at kunne realisere også små projekter gør en stor forskel for foreningerne, fortæller Sanne Pedersen, der er bestyrelsesmedlem i Gelsted Gymnastik- og Idrætsforening:

- Som forening er vi vant til at vende hver 25 øre, og vi har ikke altid mulighed for at gennemføre det, vi gerne vil.

Med støtte fra puljen har vi tre projekter, vi kan realisere. Blandt andet har vi købt en ny AV-projektor. Og den alene gør faktisk, at vi kan udvide vores aktiviteter i Gelsted. Vi holder nu kurser i vores lokaler, og vi kan også samle os og se for eksempel landskampe sammen. Det betyder meget for sammenholdet både i og omkring foreningen.

Middelfart Kommune har bevilget 405.541 kroner fra puljen i første halvdel af 2021, og der er 279.478 kroner tilbage. Foreninger og klubber i Middelfart Kommune kan derfor fortsat søge om støtte fra puljen til at realisere små projekter.

Puljen for 2021 er større end ventet, da nedlukningen sidste år betød, at en stor del af puljen for 2020 ikke blev brugt og overført til i år.

 

Fakta om småprojektspuljen

  • Puljen støtter mindre, almennyttige og bæredygtige projekter og tiltag, der er til gavn for mange borgere i lokalområdet.
  • Puljebeløb for 2021 er 685.019 kroner. Kommunen har uddelt 405.541 kroner, og der er 279.478 kroner tilbage.
  • Puljen tilgodeser mindre projekter, og derfor må det samlede projekt eller tiltags omkostninger ikke overstige 50.000 kroner.
  • Et projekt eller tiltag kan maksimalt modtage 25.000 kroner i støtte.