Bemærk, der sættes cookies fra videoudbyderen ved afspilning af denne video.

Har du lyst til at bruge din sommer i et job, hvor du hver dag går på arbejde for at gøre en positiv forskel for andre? Så er du måske en af dem, som vi lige nu leder efter som sommerafløser på kommunens plejehjem og i hjemmeplejen.

I år har vi gjort det lettere og mere overskueligt for dig som ansøger med job.middelfart.dk/vikarbanken.

- Vi har hver sommer en række afløsere, der hjælper os på vores plejehjem og i hjemmeplejen. Tidligere har man som ansøger sådan billedligt talt skulle gå fra dør til dør i ens søgning. Nu har vi lavet én dør, som giver adgang på tværs – og hvor man som ansøger kan krydse af, hvilke plejehjem og hjemmeplejegrupper, man er interesseret i, fortæller Vicky Kim Andersen, der er chef for senior og velfærd.

Planlægningen af sommermånederne er i gang netop nu – så det er nu, man skal skrive sig ind i vikarbanken, hvis man er interesseret i et sommerjob.

- I hjemmeplejen og på vores plejehjem har vi erfaring for, at det især er studerende fra de uddannelser, der retter sig mod mennesker, som kommer og hjælper os i deres sommerferie. Det kan være sygeplejestuderende, medicinstuderende, studerende fra jordemoderuddannelsen, fysioterapeut- og ergoterapeut-uddannelsen osv. De er hamrende dygtige, så det har vi stor glæde af. Og de har den anden vej også stor glæde af det, fordi de får nogle erfaringer fra virkeligheden, som de kan tage med ind i deres uddannelse, fortæller Vicky Kim Andersen og understreger, at vi også hvert år har dygtige og dedikerede ufaglærte som afløsere.

- Det vigtigste for os er sådan set, at vores afløsere er nogle søde og venlige mennesker, der møder vores borgere i eget hjem og beboerne på plejehjemmene med respekt og omsorg, at de er mødestabile og får noget fra hånden, og at de er nogle gode kollegaer. Vi sørger for grundig oplæring – og så tager afløserne sammen med de faste kollegaer del i de opgaver, som man kan løse med den baggrund, man kommer med.

Er du interesseret i et afløsejob på kommunens plejehjem eller i hjemmeplejen, så gå ind og læs mere og skriv dig op her:

Gå til Vikarbanken