Middelfart Kommune modtog den 29. februar 2024 ansøgning om tilladelse til at udskifte den eksisterende rørmast på 36 m til en ny gittermast på 48 m på ovenstående ejendom.

Ejendommen ligger i landzone, og det ansøgte forudsætter landzonetilladelse efter planlovens § 35 stk. 1.

Tilladelsen meddeles under forudsætning af:

  • at anlægget stilles til rådighed for andre operatører,
  • at mastens nederste 18 m samt teknikhus og andet jordmateriel får en grangrøn farve (RAL 6009) og en gråhvid farve til den del af installationen (mast og antenner), der er over de 18 m,
  • at der genetableres hæk omkring den nye masts og teknikkabinernes placering, og
  • at anlægget fjernes senest 1 år efter endt brug til telekommunikationsformål.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år.

Opmærksomheden henledes på, at tilladelsen ikke må udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet. Hvis der indkommer klager, giver klageportalen besked.