Referat for Økonomiudvalget møde den 23. maj 2023
285. Falstersvejkvarteret, igangsætning af projekt
Sagsnummer: 2022-018860
Sagsbehandler: Tabita Nyby
Præsentation
Falstersvejkvarteret er et af Middelfarts ældste erhvervsområder, som efterhånden er under afvikling som industri- og erhvervsområde. Området har en attraktiv placering tæt ved midtbyen og ønskes omdannet til et blandet bolig- og erhvervsområde. Økonomiudvalget skal træffe beslutning om at igangsætte projektet om byudvikling i Falstersvejkvarteret samt godkende kommissoriet for projektet.
Forvaltningen foreslår
- At Økonomiudvalget igangsætter projektet for byudvikling i Falstersvejkvarteret, og
- at Økonomiudvalget godkender kommissoriet for projektet.
Sagsbeskrivelse
Området indgår i midtbyplanen ”Mulighedernes Middelfart” fra 2018, hvor det foreslås at indlede en dialog med områdets ejere, kortlægge områdets bevaringsværdige kvaliteter og udarbejde en udviklingsplan.
Der har været afholdt workshop med Byrådet på Byrådsseminar d. 31. marts 2023, hvor tre store byudviklingsprojekter blev drøftet (Trafikhavnen, erhverv ved Ejby og dette projekt), herunder principper for Falstersvejkvarteret.
Projektet har tæt sammenhæng med projektet for fremtidens havn, Trafikhavnen, som ligger umiddelbart vest for området, både pga. den fysiske nærhed og fordi begge projekter de kommende år vil tilføre Middelfart by et større antal nye attraktive boliger. Der er fokus på, at de to områder skal supplere hinanden med forskellige identiteter og med fokus på forskellige målgrupper, frem for at konkurrere med hinanden.
I Falstersvejkvarteret er der forskellige ejere og aktører, og udviklingen af området vil alt andet lige vil blive en længere proces, end hvis der var én ejer. Det er derfor oplagt at indgå partnerskab med de nuværende ejere, og inddrage dem og områdets øvrige aktører i midlertidige aktiviteter og en gradvis omdannelse, hvor der tages højde for de kvaliteter, potentialer og ønsker, der er i området.
Der er indledt dialog med flere af ejerne/ virksomhederne i forhold til deres fremtidsplaner og eventuelle nye lokationer i kommunen.
Der nedsættes et forum, Falstersvej Forum, med deltagelse af politiske repræsentanter (Borgmester, Formand for Teknisk Udvalg, Næstformand for Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget), grundejere og særlige interessenter, for at sikre fællesskab om udviklingen af området, herunder at visioner og strategier er realiserbare og forankres hos områdets interessenter og grundejere. Det skal samtidig medvirke til at sikre, at lokale interesser og prioriteter bliver hørt tidligt og indarbejdes i udviklingsplanarbejdet. En proces for inddragelse af øvrige interessenter og borgere skal fastlægges.
Arbejdet med en udviklingsplan for området er under opstart og forventes at være færdigt omkring årsskiftet 2023-2024. Kommissorie for projektet er vedlagt som bilag.
Foreløbig arbejdsvision for projektet:Falstersvejkvarteret er og skal vedblive at være en særlig del af Middelfart. I fremtiden, et ressourcekvarter, der gentænker byudvikling i et cirkulært og ressourcebevidst vækstmiljø. Et funktionsblandet kvarter, hvor der inviteres indenfor med plads til mangfoldighed og hvor der er frihed til at nye bolig og produktionsformer udvikles og afprøves. Kvarterets udvikling skal ske i tæt samspil med og i respekt for de eksisterende rammer og de deri bundne ressourcer. Med udviklingen af Falstersvejkvarteret vil vi genfortolke den producerende bydel og bringe den videre ind i samtiden og fremtiden.
Økonomi
Der er afsat 1,8 mio. til projektet i 2023, primært til udarbejdelse af udviklingsplan. I forbindelse med budget 2024 foreslås, at der afsættes midler de kommende år til bl.a. midlertidige aktiviteter.
Høring
Ingen. Når udviklingsplanen er udarbejdet, kommer denne i høring.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Godkendt.
Kommunens udgift afholdes via jordforsyningsområdet.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Bilag
286. Igangsætning af lokalplan for boliger ved Østerbyvej i Gamborg
Sagsnummer: 2022-007352
Sagsbehandler: André Espersen
Præsentation
Forvaltningen har modtaget anmodning om lokalplanlægning for et ubebygget område nord for Østerbyvej i Gamborg. På området ønskes der etableret boliger i form af åben-lav boliger. Udvalget anmodes om at træffe beslutning, om lokalplanlægningen kan igangsættes til det ansøgte.
Forvaltningen foreslår
- At lokalplanlægningen for det ansøgte bliver igangsat i overensstemmelse med beskrivelsen af projektet og de anbefalinger på fokusområder i nedenstående sagsbeskrivelse.
Sagsbeskrivelse
Bygherre ønsker at opføre åben-lav bebyggelser på en del af matr.nr. 13a, Gamborg By, Gamborg. Området er på ca. 1,5 ha, er beliggende i landzone.
Projektområdet er omfattet af bekendtgørelse om landsplandirektiv 2021 for udviklingsområder i kystnærhedszonen.
Området ligger inden for kommuneplanrammeområde L.03.30 - Gamborg, der udlægger området til blandet bolig og erhverv, nærmere bestemt landsby med primært boligformål og med mindre erhverv, herunder landbrug og butikker, som kan indpasses uden genepåvirkning for omgivelserne. Der kan der etableres offentlige formål. Bebyggelsesprocenten er fastsat til maksimalt 30. Bebyggelsens højde må ikke overstige 2 etager og 8,5 meter. Det ønskede byggeri er i overensstemmelse med kommuneplanen, såfremt det indrettes under hensyntagen til risiko for oversvømmelse.
Planlægningen kræver et tillæg til Spildevandsplan 2016 – 2023, som udlægger hele området til separat kloakeret.
Bygherre ønsker mulighed for at opføre åben – lav bebyggelser i op til 2 etage med en bebyggelsesprocent på op til 30 %. Grundene ønskes udlagt med en størrelse på 900 – 1.400 m2.
Centralt i området ønskes det at indrette et grønt fællesopholdsareal, svarende til 5 % af området, hvor der udover lege- og opholdsarealer kan indpasses anlæg til regnvandshåndtering. I den videre planlægning skal det sikres, at området indrettes således bebyggelsen beskyttes mod risiko for oversvømmelse, samt at der sikres tilstrækkelig plads til regnvandshåndtering.
Vejadgang til bebyggelsen skal ske fra Østerbyvej.
Se forslag til situationsplan, der er vedhæftet som bilag.
Markering af lokalplanområdegrænsen
Forvaltningen anbefaler at følgende fokusområder sikres i lokalplanen:
- at bebyggelsens volumen tilpasser sig det øvrige Gamborg, med en maksimal bebyggelsesprocent på 30 % for den enkelte ejendom og maks. 2 etager,
- at bebyggelsen opføres i materialer som kendes fra Gamborg, det vil sige at boligbebyggelser overvejende skal opføres med facader i blank eller pudset murværk,
- at området indrettes med større boliggrunde og maksimalt 12 boliggrunde i alt,
- at der sikres tilstrækkeligt areal til regnvandshåndtering og at det indpasses i området,
- at området indrettes således bebyggelsen beskyttes mod risiko for oversvømmelse,
- at der ikke etableres direkte overkørsler fra boliggrunde til Østerbyvej,
- at der etableres en gennemkørende vej med 2 overkørsler til Østerbyvej,
- at området indrettes med et grønt sammenhængende fællesopholdsareal,
- at beplantning af fællesareal tilfører området øget biodiversitet.
Økonomi
Intet
Høring
Forslag til lokalplan vil blive sendt i offentlig høring, når forslaget er politisk godkendt.
Klima & bæredygtighed
I henhold til kommuneplan 2021 skal byudviklingen ske på et bæredygtigt grundlag.
Arealanvendelsen til boligformål vil medføre, at området beplantes med buske, træer m.m. som kan medvirke til at biodiversiteten øges.
I henhold til planloven kan der stilles krav til valg af materialer i en lokalplan, men der kan ikke stilles krav om bæredygtighedscertificerede materialer eller brug af genbrugsmaterialer og/eller genbrugelige materialer.
Bygninger kan indrettes med grønne tage fx stenurter og med solceller på tage.
Beslutning
Godkendt.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Bilag
287. Ideer og forslag -supplerende høring af ændret afgrænsning for solcelleanlæg ved Fyllested
Sagsnummer: 2023-007689
Sagsbehandler: Winnie Lund
Præsentation
Efter den tidligere høring af ideer og forslag er der indkommet ønske om at ændre afgrænsningen af planområdet. Området ønskes udvidet med 5 ha., da flere nye lodsejere ønsker at være del af projektet. Energinet ønsker samtidigt at begrænse området for at sikre udvidelsesmuligheder for transformatorstationen, og for at sikre respektafstande til transformationsledninger.
Økonomiudvalget skal beslutte om der skal igangsættes planlægning for den ændrede geografiske afgrænsning for solcelleanlægget i Fyllested. Økonomiudvalget skal beslutte om det skal sendes i fornyet høring i form af en ny indkaldelse af ideer og forslag hos borgere og andre høringsparter.
Samlet er udvidelsen på 5 ha, og involverer flere nye naboer i projektet. Ændring af afgrænsningen kan også have betydning for borgernes ret til erstatning.
I forbindelse med den fornyede høring indstilles der til at der ikke afholdes et yderligere borgermøde.
Forvaltningen foreslår
- At planområdet bliver ændret som vist på oversigtskort,
- at der bliver indkaldt til supplerende høring af ideer og forslag fra 31. maj til 30 juni 2023, og
- at der ikke holdes supplerende borgermøde.
Sagsbeskrivelse
Der har allerede været en indledende høringsperiode på 4 uger, fra 6.marts til 2. april 2023 om indkaldelse af ideer og forslag til planlægningen. Der har været et borgermøde den 15. marts med ca. 70 deltagere fra lokalområdet samt løbende dialog med naboer og interessenter om Fyllested Solcellepark.
I høringsperioden har en række borgere, interessenter og myndigheder givet ideer og bemærkninger til planlægningen. Der indkom 23 høringssvar om en række emner bl.a. en udvidelse af arealet samt om beliggenhed af kabler inden for projektområdet. Derudover var der høringssvar om afskærmende beplantning, naturhensyn, drikkevand og fortidsminder samt udvidelse af planområdet fra 125 ha til 130 ha. Mange høringssvar omhandler økonomisk kompensation for værditab, erstatninger, lokal grøn fond m.m.
Efter borgermødet den 15. marts har European Energy modtaget to henvendelser fra lodsejere, som ønsker at være del af projektet. For lodsejer 1 grænser arealudvidelsen op til projektområdet mod nord, og arealudvidelsen udgør ca. 4 ha af matrikel 3a, Fyllested By, Brenderup. For lodsejer 2 grænser arealudvidelsen op til projektområdet mod syd og arealudvidelsen udgør ca. 1 ha af matrikel 2e, Graderup By, Brenderup.
Projektområdeafgrænsningen foreslås nu ændret, og forvaltningen foreslår at der foretages en supplerende høring. Debatfasen på 4 uger giver mulighed for at alle interesserede borgere, interesseorganisationer, foreninger og myndigheder kan få mulighed for at komme med supplerende forslag, idéer og bemærkninger til planlægningen og afgrænsning af miljøvurderingen. Høringsfristen er den 30. juni 2023.
Input fra den tidligere debatfase vil indgå i det projektforslag, som nu sendes ud i en fornyet debatfase. Allerede fremsendte høringssvar tages fortsat i betragtning og skal derfor ikke indsendes på ny.